Denne 2. udgave (2006) af håndbogen er opdateret med alle relevante ændringer i bekendtgørelser og love m.v.
• Anbringelsesreformen (LF 8), der trådte i kraft den 1.1.2006, er indarbejdet i bogen.• Strukturreformen, domstolsreformen og den nye servicelov, der alle træder i kraft d. 1.1.2007, er indarbejdede.
• Betænkning nr. 1463 om retssikkerhed i anbringelsessager fra 2005 er indarbejdet.
Hertil kommer, at nye vejledninger, SM-afgørelser og takster, siden bogen sidst udkom i 2004, er indarbejdet.
Igennem de sidste hundrede år er der i stigende grad blevet sat fokus på børnenes forhold i samfundet. Lovgivning, der skulle beskytte børnene mod overgreb - og beskytte samfundet mod uvorne unger - er blevet vedtaget og forbedret mange gange. Flere og flere voksne har som deres arbejde at tage sig af de truede børn. Det er efterhånden blevet en stor forretning med en milliard-omsætning.
Mange har en tro på, at en øget indsats inden for området kan sikre børnene et bedre liv - en mere beskyttet tilværelse. Mere opsøgende arbejde og tidlig opsporing af de truede børn er godt - det kan forebygge de alvorlige tilfælde, og tvang kan undgås. Eller kan det? Måske øger den større indsigt og viden og de mange professionelle ansatte tendensen til at ville definere og løse andres problemer. Megen god vilje kan være ødelæggende for den truede familie.
Langt de fleste anbringelser af børn sker som frivillige anbringelser. Kun få anbringelser sker i form af tvangsfjernelse. Alligevel er der utrolig meget opmærksomhed rettet mod de såkaldte hjælpeforanstaltninger uden samtykke.
Er det rimeligt? Ja, det er det, fordi vi her bevæger os ind i et spændingsfelt mellem familiens og det offentliges ansvar og opgaver. De fleste familier - hvis ikke alle - føler sig klemte og magtesløse, når myndighederne for alvor går i gang. Så hvis ikke de ansatte udviser en høj grad af respekt for de enkelte familier, uanset hvor ringe de måtte fungere, vil det hurtigt ende i ukonstruktive kampe, hvor børnene bliver taberne. Nogle familier kæmper en håbløs kamp, andre giver hurtigt op, og det ender med frivilligt tvang.
Denne bog forsøger at tegne en billede af hele tvangsfjernelsesområdet, som det ser ud i dag. Bogen har endvidere en historisk vinkel på området, så den læser, der er interesseret i at følge udviklingen i de sidste 100 år, kan gøre dette. Endelig giver jeg sidst i bogen et bud på, hvordan jeg mener, at der kan komme mere konsekvens ind i arbejdet med de mest truede børn og unge.
Første del om de aktuelle regler er baseret på Børn og unge-håndbogen, men hvor omtalen af det gældende regelsæt er væsentligt udvidet i denne bog.
Vi ved ikke særligt meget om, hvordan forskellige indgreb virker på forskellige børn, og hvordan indgreb virker på børn i forskellige aldre. Men vi ved, at udviklingen af bl.a. et barns selvværdsfølelse og evne til at indgå i sociale sammenhænge er sårbare størrelser, som ethvert indgreb - mildt eller strengt - kan have konsekvenser for. Selvfølgelig især hvis et barn gentagne gange i det daglige udsættes for sådanne indgreb.
Revselsesretten blev af et snævert flertal i Folketinget endelig afskaffet i 1997. Desværre forsvandt begrebet psykisk vold, som kendtes fra 1985-loven, hvorefter indehavere af forældremyndigheden havde pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling, fra den ændrede lovgivning. Efter 1997-loven har barnet ret til omsorg og tryghed og skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.
Er situationen i dag, at forældre foretager psykiske og sociale indgreb, som sandsynligvis er ligeså belastende som fysiske indgreb for det barn, som det går ud over? Måske. Bør vi styrke vores viden om konsekvenser af fysiske, psykiske og sociale indgreb? Ja. I bogen prøver jeg at definere en række indgreb og diskutere en række problemstillinger vedrørende de forskellgie indgreb. Sidst i bogen opstiller jeg et forslag til en aftale, som forældre kan indgå vedrørende de indgreb, som de måtte foretage i forhold til deres børn.
Igennem de sidste 30-40 år har der været sat fokus på børnemishandling, herunder seksuelt misbrug af børn, og det har der været mange gode grunde til. Som det fremgår af bogens historiske del, har det også været politisk korrekt at arbejde for en afskaffelse af den såkaldte revselsesret. Modstandere af afskaffelsen af revselsesretten er af og til næsten blevet sat i bås med børnemishandlere. I 2003 viste en fjernsynsudsendelse om de såkaldte puljeordninger en dagplejemor på Mors tjatte lidt til et barn bagi. Fra det politiske korrekte Danmark lød der et ramaskrig, og politianmeldelser mod dagplejemoderen blev det også til. Det gik efter min vurdering helt over gevind. Måske fordi vi har indført en lovgivning for “den gode adfærd”, der er ude af trit med, hvad en række forældre reelt gør, måske fordi vi i vor iver efter at være humanistiske korrekte er blevet så forskrækkede over enhver form for fysisk kontakt, at vi straks råber op.
Lad mig her indledningsvis præcisere min holdning til bogens tema, så der ikke hersker tvivl om, hvad jeg står for:
● Jeg foretrækker dialog og samtale med barnet frem for f.eks. skældud og andre indgreb.
● Jeg forstår, at forholdet mellem forældre og børn er - og bør være - et konfliktfyldt område, hvor den stærke part (den voksne) altid bør være opmærksom på, hvilke midler pågældende anvender.
● Jeg er enig i, at samfundet skal blande sig i familiens forhold, hvis en forældre overskrider sine magtbeføjelser.
● Jeg går absolut ikke ind for anvendelsen af fysiske indgreb i opdragelsen eller for den sags skyld i andre sammenhænge. Men på den anden side bliver jeg heller ikke forskrækket over anvendelsen af mindre fysiske indgreb, f.eks. smæk over fingrene, og jeg vurderer anvendelsen af psykiske og sociale indgreb som værende af samme karakter som de fysiske indgreb. Hverken værre eller bedre.
● Jeg tror ikke på de påstande, der jævnligt fremføres i debatten, at anvendelsen af mindre fysiske indgreb fører til børnemishandling eller andre alvorlige overgreb mod børn. Jeg afviser ikke, at det i enkelte tilfælde kan være rigtigt, men for langt de fleste forældre er dette ikke tilfældet. Ligeså lidt tror jeg på, at lidt hashrygning fører til narkomani, at lidt lottospil fører til ludomani eller lidt butikstyveri fører til en kriminel livsbane.
● Jeg er rimelig overbevist om, at langt de fleste forældre har en klar fornemmelse af, hvornår de måtte være på vej til at gå over stregen, og det gør de ikke, fordi det er uacceptabelt for dem selv. Enkelte umodne forældre besidder ikke denne fornemmelse for, hvor grænsen går. Det er selvfølgeligt vigtigt, at samfundet så hurtigt som muligt reagerer over for sådanne forældre gennem anvendelse af underretningspligt m.v. Men samfundet bør modsat ikke overreagere i tilfælde, hvor en forældre f.eks. har givet et barn smæk over fingerene eller en far i et enkeltstående tilfælde har givet sin 12-årige søn en mindre lussing.
● Jeg anser det for vigtigt, at forældre er forældre med stort F. Forældre skal turde at være forældre, og de skal ikke gå rundt og være bange for at gøre noget forkert. Hvad der kan være endnu værre end at revse et barn er, at forældrene mister autoriteten og bliver nervøse for forældrerollen.
● Jeg betragter afskaffelsen af revselsesretten i 1997 som et ok-tiltag - også selv om der ikke blev sat fokus på de psykiske og sociale indgreb. Jeg anerkender betydningen af lovgivning, der primært sender signaler om “korrekt” adfærd.
● Jeg finder, at forældre bør holde hinanden fast på den “den gode opdragelse”af deres børn, så de udvikler redskaber til at klare børneopdragelsen så godt som muligt.
● I øvrigt finder jeg det kritisabelt, at besøg af sundhedsplejersker i den grad er reduceret til et minimum i de fleste kommuner. Mange forældre står reelt uden kvalificerede sparringspartnere i barnets første leveår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar